Det er lettere for en somalisk asylansøger at få opholdstilladelse i Norge og Sverige end i Danmark. Omvendt er det lettere for en asylansøger fra Eritrea at få ophold i Danmark end i Sverige og Norge.
Tal fra 2018 viser, at somaliske asylansøgere havde otte procent chance for at få asyl i Danmark, mens tallet var 34 procent i Norge og 48 procent i Sverige. Modsat fik 99,5 procent af asylsøgere fra Eritrea ophold i Danmark, mens tallet var 89 procent i Norge og 83 procent i Sverige.
Disse variationer er ikke unikke for de nordiske lande, faktisk er forskellen mellem andre europæiske lande ofte endnu mere markante, og det har ført til gentagne anklager, der beskriver juridisk beslutningstagning som en "flygtninge-roulette”.
Hvorfor er der markante forskelle mellem de nordiske lande, og hvilke faktorer ligger til grund for de nationale asylbeslutninger? Det er et nordisk forskningshold fra Danmark, Sverige og Norge ved at finde svar på. Nordic Refugee Determination: Advancing Data Science in Migration Law (NoRDASiL) | NordForsk, som er finansieret af NordForsk, er et tværvidenskabeligt projekt med forskere fra jura, medicin og datalogi.
For at finde svarene har projektet fået fat i en data-guldgrube:
”Det er unikt for vores projekt, at vi har fået adgang til så stort et datasæt fra Sverige, Norge og Danmark. Vi har fået indsigt i over en halv million juridiske afgørelser, som kan vise os, hvilke mønstre der gør sig gældende i forbindelse med asyltildelingerne i de nordiske lande. Vi har blandt andet fået interviewudskrifter fra asylansøgere og specifikke oplysninger om personer, der søger asyl. Dermed kan vi komme et spadestik dybere end tidligere forskning på området. Vi har indtil nu kunnet konstatere, at der er forskelle mellem landenes asylbeslutninger, men det har ikke været muligt mere generelt at forklare forskellene og finde årsagssammenhænge, og det er det, vi gerne vil,” fortæller projektleder og juraprofessor Thomas Gammeltoft-Hansen fra Københavns Universitet.
Det er vigtigt at sammenligne de nordiske landes asylpolitik, forklarer han.
”Vi har intern grænsekontrol mellem flere nordiske lande, og bekymringen for irregulære asylstrømninger på tværs af landene er en af årsagerne. En bedre forståelse af forskellene mellem de nordiske landes asylbehandling kan være et vigtigt indspark i den debat. Samtidig kan vi være med til at sætte de nordiske lande på verdenskortet. Vores dataadgang er relativt unik, og vores resultater er allerede begyndt at skabe opmærksomhed blandt forskere i andre lande. I samarbejde med forskere fra andre lande kan vi desuden undersøge, om der er særtræk ved de nordiske asylprocedurer, som det måske kan være relevant at slå til lyd for internationalt.”
De nordiske lande har forskellige asylsystemer
Når man ser mod andre lande som USA og Australien, så fremstår de nordiske landes asylsystemer ret ens, fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen. Vi har en nogenlunde fælles retskultur, som de nationale myndigheder i alle landene er præget af. Men der er også betydelige forskelle:
”Vi har endnu ikke fået analyseret sagsdata fra alle tre lande, men vores indledende kortlægning viser, at der er ret stor forskel på, hvordan de nordiske lande har organiseret deres asylsystemer. Nogle lande har nævnskonstruktioner, andre domstole, procedurerne er forskellige, og forholdet til internationale regler, f.eks. EU’s asylpolitik, varierer også landene imellem,” forklarer han.
I Danmark er det Flygtningenævnet, der er øverste myndighed, og hvor tre (og tidligere fem) personer er med til at træffe afgørelse om asyl. Og det med at være flere om bordet kan også have betydning, siger Thomas Gammeltoft-Hansen:
”Mange asylsager handler om troværdighedsvurderinger. Bliver ansøgerens historie vurderet som sammenhængende, konsistent og selvoplevet? Der vil altid være et intersubjektivt element i sådanne vurderinger. Er det så en fordel at være flere med om bordet, og betyder det noget, hvilken faglig baggrund beslutningstagerne har? Det er nogle af de spørgsmål, vi for øjeblikket forsøger at finde svar på gennem vores datamateriale.”
Asylafgørelser er nemlig en kompleks proces, der ikke kun drejer sig om lovgivning, men også en lang række andre faktorer. Derfor har asylprocessen ofte fremstået som en slags “sort boks” for forskere, og vi ved stadig ikke ret meget om, hvordan forskellige aspekter spiller ind i beslutningsprocessen.
Kunstig intelligens kan afgøre asylsager
Fremover vil asylsagsbehandlingen måske blive delvist afløst af computerteknologi og kunstig intelligens. Det ser vi allerede på en lang række andre retsområder, og det er også noget, man er begyndt at kigge på indenfor asylområdet i flere lande.
Det foregår allerede i udstrakt grad på andre dele af udlændingeområdet – blandt andet i forbindelse med grænsekontrol, hvor biometriske databaser og indrapporteringer bruges til at lave risikovurderinger og forsøge at forudsige nye flygtningeruter. I Norge har man tilsvarende testet mulighederne for delvist automatiseret sagsbehandling af statsborgerskabsansøgninger.
Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen vil kunstig intelligens dog næppe komme til helt at overtage den menneskelige vurdering i asylsager:
”Man er meget opmærksom på ikke at tage det menneskelige element ud af asylprocessen. Der skal stadig være en individuel vurdering af asylsager, men der er ingen tvivl om, at det her er et område, hvor vi kan forvente at se en stor udvikling. Både myndigheder og NGO’er (ikke-statslige organisationer, red.) er underlagt et stort pres i forhold til altid skiftende antal asylansøgere. Her kan computerbaserede værktøjer være med til at styrke kapaciteten og for eksempel hjælpe med at finde tidligere sager eller skrive udkast til en afgørelse eller et sagsindlæg. Det er dog helt afgørende, at man i denne proces er opmærksom på både juridiske krav, og at eksisterende forskelsbehandling ikke indlejres, når man udvikler algoritmerne. Det håber vi tilsvarende, at vores forskning kan bidrage til,” siger han.
