Har du hørt om en en zoonoid-robot? Den ligner en animeret figur fra en tegnefilm, men faktisk er den langt fra forbeholdt fiktionens verden.
Ideen er, at den vil blive brugt i mange sammenhænge til at udføre sociale roller i samfundet. Det kan være som hjælper på plejehjem, på sygehus, som receptionist, underviser eller rengøringsassistent.
Den kan også være til stor hjælp i gruppeprocesser, hvis kreativiteten skal styrkes.
Det viser nye resultater fra forskningsprojektet Facilitation Robotics for Teams Foundational Research on Group Processes in Human-Robot Ensembles with Social Robots (S-FACTOR). I spidsen for dette tværvidenskabelige projekt står Johanna Seibt fra Aarhus Universitet.
Forskerne har undersøgt, hvordan vi mennesker bliver påvirket af såkaldte sociale robotter, som kendetegnes ved, at de opfører sig som mennesker og er udviklet af ingeniører til at hjælpe os.
”I den nærmeste fremtid vil der være robotter, der er smarte nok til at udføre adskillige sociale roller i vores samfund. Det er her, vores forskningsprojekt kommer ind i billedet, og stiller spørgsmål ved, hvilke psykologiske og eksistentielle effekter interaktionen med robotter rent faktisk har på os som individer og som samfund."
Robottens stemme påvirker kreativiteten
De første resultater fra projektet viser, hvilke psykologiske effekter robotter har på gruppekreativitet.
"Vi undersøgte, om en robot kunne påvirke gruppekreativiteten og for eksempel hjælpe med at øge produktionen af mere kreative produkter. Det kan være vanskeligt at definere, hvad kreativitet helt præcist er, men vi så, at gruppekreativiteten først og fremmest påvirkes af robottens tilstedeværelse, men især af den måde, robotten taler på. Hvis en robot taler med en meget entusiastisk stemme, så har det en positiv indflydelse på, hvordan gruppen reagerer,” siger hun og tilføjer:
”Vi ved fra ledelsesforskning, at visse holdninger hos ledere kan øge medarbejdernes gruppekreativitet, og det samme gælder med robotter. Desuden ved vi fra forskning i menneskelig kreativitet, at positiv følelsesmæssig støtte øger kreativiteten. Så igen, hvis robotten er munter, entusiastisk og støttende, kan det skabe en positiv stemning, der smitter af på gruppemedlemmerne og forbedrer kreativiteten. Omvendt viser forskningen, at hvis robotten er negativ og kritisk, så påvirker det gruppens humør i en negativ retning.”
Det er ikke særlig vigtigt, om robotten har en kvinde- eller mandsstemme, for det handler ikke om stemmens køn, men tilsyneladende om stemmens kvalitet. Mekanisk og monoton stemmeføring kontra optimistisk, venlig og entusiastisk er det, der betyder noget.
Siger robotten undskyld?
Det næste, forskerne undersøgte, var, hvordan der kan opstå tillid fra mennesker til en robot. Svenske forskere i projektet ledet af Iolanda Leite fra Kungliga Tekniska högskolan i Stockholm lavede en række eksperimenter, som viser noget interessant.
”Skal en robot forklare, hvorfor den har fejlet, er det så bedst at undskylde eller lade som om, intet er sket? Her viste det sig, at en undskyldning er mere effektiv end en forklaring, hvilket i sig selv er et interessant resultat. Vi er ikke så optaget af, om robotten fejler, vi vil bare have, at den er høflig.”
Japans holdning til robotter er væsentlig forskellig fra den europæiske
I de nordiske lande såvel som i andre europæiske lande har vi en anden indstilling til, hvad en robot er, og hvad den skal bruges til, end man har i for eksempel Japan. Vi anser som udgangspunkt ikke maskiner for at have en sjæl, og vi betragter sociale robotter som maskiner, der simulerer social adfærd.
Den brede offentligheds accept af sociale robotter i Japan er tilsyneladende meget større end i vores verdensdel. Ifølge japanske religiøse tanker kombineret med den kulturelle tankegang, så er det faktisk mennesket, der kan give et objekt en sjæl. Derfor bliver sociale robotter i Japan i stor grad betragtet som hjælpere og i nogle tilfælde ligefrem som venner.
Robotter kan gavne den nordiske befolknings velbefindende
Johanna Seibt forklarer, at der er mange etiske aspekter, som bekymrer, og projektet stiller spørgsmål som: Er det uværdigt at interagere med en robot? Er ingeniørerne, som udvikler robotterne, og de politiske beslutningstagere, som implementerer robotterne i samfundet, klar over deres ansvar? Accepterer vi virkelig brugen af sociale robotter i menneskelige relationer?
Når projektet er færdigt, håber forskerne at kunne hjælpe robotdesignere til at producere etisk bedre robotter og til at tænke meget nøje over, hvilken grad af sociomorfisering de ønsker at generere i robotterne. Sociomorfisering er et nyt begreb introduceret af forskergruppen. Det vil sige, i hvor høj grad skal vi mennesker opfatte robotten som en social interaktionspartner og tilskrive den mentale og følelsesmæssige egenskaber.
Ifølge Johanna Seibt er målet med projektet at producere viden til gavn for den nordiske befolknings velbefindende. Ikke mindst fordi vi allerede i dag bruger sociale robotter særligt i sundhedssystemet.
”Det er en lidt stærk udtalelse. Men jeg mener, at tværfaglig forskning er den eneste ansvarlige tilgang til forskning i menneske-robot-interaktion. Som forskere har vi en forpligtelse over for samfundet til at producere nyttige forskningsresultater, og det kan på dette område kun opnås ved tværfaglig forskning.
”Den sociale virkelighed er det mest komplekse forskningsdomæne, vi kender til. Til sammenligning er kosmos lettere at beskæftige sig med, for der har du naturloven. Men den sociale virkelighed er virkelig utrolig kompleks, og derfor har man brug for ekspertise fra mange forskellige faglige discipliner for at kunne indfange denne kompleksitet eller i det mindste producere forskning, der er mere følsom over for kompleksiteten.”
