NordForsk har finansieret 16 projekter i neutronforskning, som har fokus på alt fra kræftbehandling til etablering af en neutronforskerskole i Estland.
Lektor Kim Lefmann driver neutronforskerskolen i Estland, der er et af de projekter, som NordForsk finansierer. Siden etableringen i 2016 har adskillige ph.d.-studerende fra hele Norden og de baltiske lande trådt deres ben på skolen.
”Vi har opstartet en neutronforskerskole i Estland, som kan måle sig med lignende skoler på internationalt niveau. Vi tilbyder de studerende nye og meget varierende undervisningsmetoder som blandt andet e-learning. Gennem skolen får vi knyttet de nordiske og de baltiske lande tættere sammen, og NordForsk er med finansieringen med til at løfte ikke bare de nordiske lande men også hele den baltiske region,” siger Kim Lefmann og tilføjer:
”På skolen udvikler de ph.d.-studerende et netværk med andre nordiske studerende, som de kan bygge på resten af deres karriere.”
Hvad er neutronforskning?
Neutronforskere anvender forskellige teknikker, som kan bruges til at se, hvad der findes i materialer helt ned på atomniveau. Det kan være hårde fysiske materialer som keramik og metal – bløde materialer som plast og maling, men det kan også være biologiske materialer såsom træ og lægemidler.
Neutroner spiller en afgørende rolle i forståelsen af den materielle verden. De kan vise, hvor atomer er, og hvad atomer gør. Ved at sprede neutroner fra materialer kan forskere visualisere atomernes positioner og bevægelser og gøre opdagelser, der har potentialet til at påvirke næsten alle aspekter af vores liv.
Neutronforskning styrkes gennem nordisk samarbejde
En af dem, der har arbejdet mest indgående med neutronforskning på nordisk niveau er Fredrik Melander. Han er komiteleder for NordForsks initiative for neutronforskning og har været med fra initiativets start i 2016. Til spørgsmålet, om hvorfor de nordiske lande samarbejder om neutronforskning, svarer han:
”Neutronforskning er et lille forskningsområde, og de nordiske lande er for små til at drive neutronforskningen alene. De kan drage fordel af hinandens forskellige styrkepositioner og sammen bidrage til en langsigtet kompetenceopbygning.”
Neutronforskning handler om at udarbejde teknikker, der kan se ind bag materialer af alle mulige slags. Er en flyvinge revnet, kan neutronforskere undersøge flyvingens materiale så detaljeret, at det kan give svar på, hvorfor vingen er revnet. Neutronforskningen kan også være med til at undersøge, hvad forskellige lægemidler består af og dermed forklare, hvordan lægemidlerne reagerer, når de bliver optaget i en menneskekrop. Gør arkæologer et fund, kan neutronforskningens teknikker ligeledes være med til at datere fundet og afgøre, hvad materialet består af.
”Neutronforskning er ofte anvendt videnskab, for teknikkerne, der udvikles, kan anvendes direkte i mange forskellige sammenhænge,” siger Fredrik Melander.