Narhvalers stødtænder er en fortælling med en twist
Narhvalens spiralformede stødtand har årringe som i et træ, og de kan afsløre klimaforandringer. Nu har forskere netop opdaget, at der tilmed ser ud til at være ringe i årringene, som kan give endnu mere detaljeret viden om levevilkårene i Arktis.
Narhvaler lever på den nordlige halvkugle, og populationen er størst langs kysten ved Nordvestgrønland.
Det er kun hannerne, som får stødtænder. De vokser hele livet og kan blive op til næsten tre meter lange. Stødtænderne vokser modsat hos elefanter og hvalrosser i en spiral med urets retning. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor narhvaler får stødtænder, hvorfor de er spiralformede, eller hvad de bruger dem til. Teorierne er mange. Man mener, de bliver brugt til status eller udvælgelse af en mage, og der er udbredt enighed om, at stødtanden bruges til at rangordne hannerne.
Hvert år tilføjes et nyt vækstlag til narhvalens stødtænd, der minder lidt om ringe i en træstamme. De enkelte lag fungerer som et arkiv af data, der afslører, hvad og hvor dyret har spist, og lagene giver et glimt af, hvordan isen og miljøforholdene har ændret sig over dyrets lange levetid (op til 70 år).
Narhvaler er ganske enkelt fascinerende og imponerende dyr. Det er den vigtigste drivkraft til at forske i dyret, fortæller Henrik Birkedal fra Aarhus Universitet, som leder det tværvidenskabelige projekt Narwhal tusks: A tale with a twist.
I projektet arbejder et nordisk hold af forskere fra Sverige, ledet af Marianne Liebi fra Chalmers University of Technology, Grønland, ledet af Mads Peter Heide Jørgensen fra Grønlands Naturinstitut (Pinngortitaleriffik), og Danmark, ledet af Henrik Birkedal fra Aarhus Universitet, sammen for at studere narhvalers spiralformede stødtænder. De studerer hvert enkelt vækstlag i stødtænderne fra hvaler i Nordvestgrønland og håber at finde svar på, hvad stødtænderne kan fortælle os om levevilkårene og klimaforholdene i Arktis.
For nylig gjorde forskerne en overraskende opdagelse:
”Vi kan se, at stødtandsstrukturen er mere kompliceret, end vi havde forestillet os. Det ser også ud til, at der inden for en årlig vækstperiode er undermønstre, en slags årstidsringe i årringene. Det har vi lige opdaget, og det ser meget spændende ud. Kan vi få information, som siger, at i april måned skete der noget i levevilkårene hos narhvalen, vil det være vanvittigt spændende,” fortæller Henrik Birkedal med begejstring i stemmen.
Igennem hele narhvalens levetid bliver byttedyr og miljøforhold lagret i stødtanden. Når tanden gror, indlejres der nemlig grundstoffer, især zink og strontium. Ved at se på stødtandens bestanddele gennem avancerede skannere kan forskerne sandsynliggøre, hvor meget mad der har været tilgængeligt i en vis periode, og hvordan levevilkårene har været.
Røntgeninstrumenter i milliardklassen
De grønlandske forskere i projektet arbejder fra en arktisk forskningsstation i Scoresby Sund fjorden, og de udstyrer narhvalerne med radiosendere og overvåger dem med droner for at studere deres adfærdsmønstre. Henrik Birkedal og hans danske kolleger studerer derimod stødtænderne fra 20 narhvaler, som er blevet nedlagt med henblik på at blive spist. Stødtænderne er derfor et overskudsmateriale.
Sammen med forskere i Sverige undersøger de, hvordan tanden er formet helt fra fødsel, til den bliver op til tre meter lang hos de ældste narhvaler.
“I starten modtog vi narhvalkranier på frost og har besøgt Retsmedicinsk Institut i Danmark, hvor vi har puttet kranierne i en CT-skanner. Vi har også fået lov til at besøge og benytte en ekstremt stor røntgenmaskine i Lund i Sverige, MAX-IV, og andre steder i Europa, hvor vi kunne få højt opløselige skanningsbilleder. Derefter har vi skåret kranierne i mindre stykker og skannet dem på ny. På den måde kan vi forhåbentlig danne et komplet billede af, hvordan stødtanden er blevet dannet,” siger Henrik Birkedal.
Tværfaglig tilgang giver bedre resultater
For at grave i narhvalernes skatkammer har projektet samlet kræfter fra forskellige forskningsdiscipliner. Henrik Birkedal har selv en baggrund i materialekemi, mens Grønlands Naturinstitut har viden om biologi, og de svenske forskere har en baggrund i fysik. Ifølge Henrik Birkedal er den tværfaglige tilgang til narhvaler helt nødvendig for at finde de svar, de leder efter:
”Med min kemibaggrund kan jeg lave hypoteser om strukturer i narhvalernes stødtænder, men mine hypoteser er nødt til at blive trykprøvet hos andre. Vi har stor gavn af at lære af hinandens faglige tilgange. For os, der ikke er biologer, er det næsten umuligt at få fat i stødtandsprøverne og også at være sikker på, at vi studerer dem på den rigtige måde,” siger han og fortsætter:
”Vi kunne godt gå ned i en butik og købe en stødtand, men det vil ikke give os de svar, vi søger, og der ville ikke komme god videnskab ud af det. Omvendt er det værdifuldt for biologerne, at vi kemikere har teknikker til rådighed til at undersøge stødtændernes materiale. På den måde vinder vi alle på det her fælles tværfaglige samarbejde.”
Narhvaler bidrager til den fælles nordiske historie
Det er ikke kun forskere, som vinder på samarbejdet. Ifølge Henrik Birkedal er der nemlig en nordisk merværdi i studiet af narhvaler, som kommer hele den nordiske befolkning til gavn.
Et af de meget væsentlige aspekter af nordisk merværdi er, at narhvaler er unikke for vores del af verden, fordi de kun lever i den nordlige del af Atlanterhavet, og at de spiller en aktiv rolle i det arktiske miljø.
Henrik Birkedal.
“De har også spillet en rolle kulturhistorisk i de nordiske lande gennem tiden. Vi håber også at kunne formidle den fascinerende historie om narhvalerne og udbrede viden på tværs af de nordiske lande. Vi har et ønske om at lave en vandreudstilling og i de nordiske lande for at gøre opmærksom på, at vi har en fælles nordisk kultur, videnskab og historie, som er koblet sammen på tværs af de nordiske lande,” siger Henrik Birkedal.
