"Fattige lande står bagerst i køen til coronavacciner: 'Det bliver en slags vaccine-nationalisme'"
(Danmarks Radio, d. 19. november 2020)
"Vesten prioriterer boosterdoser over vaksinering i fattige land: – Risikerer å forlenge pandemien"
(Vårt Land, d. 28. november 2021)
"Fortsatt stora skillnader i vaccintakten i världen"
(Sveriges Television d. 14. februar 2022)
Dette er eksempler på nogle af de mange nyhedsoverskrifter om skævfordelingen af vacciner under pandemien.
Det er også fokusset i forskningsprojektet ”Strategisk solidaritet: Skandinaviske landes COVID-19-vaccinediplomati”, som har forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Universitetet i Oslo og Lund Universitet.
For hvordan varetog de skandinaviske lande deres egne befolkningers liv og sikkerhed, samtidig med at de ville sikre en ligelig fordeling af vacciner til verdens fattigste? Vi har mødt to af forskerne, Katerini Storeng og Antoine de Bengy Puyvallée, på Universitetet i Oslo.
”Ingen af de nordiske lande havde kapacitet til at skaffe nok vacciner til sig selv. Derfor var man afhængig af at samarbejde på tværs af landegrænser, og det er det, vi kalder for vaccinediplomati. Det vil sige, at politikerne arbejdede diplomatisk for at skaffe vacciner til sine egne befolkninger og for at hjælpe andre lande, som også havde brug for vacciner. I projektet undersøger vi de politiske processer, som lå bag beslutningerne om international solidaritet på den ene side og national egeninteresse på den anden,” siger Katerini Storeng.
Skævfordeling blev kaldt for vaccineapartheid og vaccinenationalisme
Skandinavien positionerede sig selv som solidariske, men i praksis måtte de fattige lande vente på vacciner, til de rige lande var forsynet. Verdenssundhedsorganisationen WHO kaldte det for vaccineapartheid. I Norden fik befolkningen tilbud om tredje dose, da sundhedspersonalet i lavindkomstlande fik tilbud om første dose. Det til trods for at de rigeste lande i verden gik sammen om COVAX-samarbejdet, der skulle sikre en ligelig fordeling af vaccinedoser til hele verdens befolkning.
”De europæiske lande bidrog til at skubbe lavindkomstslande langt ned på listen, fordi man konkurrerede om knappe vaccinedoser. Det skete, samtidig med at rige lande støttede internationalt samarbejde gennem COVAX. Men vi blev en del af den europæiske indkøbsmekanisme, som konkurrerede mod COVAX. Det er ikke åbenbart, at nordiske politikere forstod disse spændinger og modsigelser. Fra politisk side sagde man, at vi både hjælper vores egen befolkning og resten af verden, men begge dele var i konflikt med hinanden. Så at donere en masse penge hjalp ikke, når lavindkomstlande i praksis ikke havde tilgang til vaccinerne,» siger Antoine de Bengy Puyvallée.
Vaccinediplomati – solidaritet og egen vinding
Norge, som er det eneste af de skandinaviske lande, der står uden for den europæiske union, fik en særaftale i stand om vaccineindkøb via Sverige. Det kan vi ikke satse på, når næste pandemi rammer, understreger Katerini Storeng:
«Vi ved, at vi får brug for mere solide og forudsigelige aftaler, før næste pandemi rammer os. I Norge kan man ikke kan belave sig på solidaritet og samarbejdsvillighed fra EU. Det er omtalt i den norske koronakommissions rapport, og det er til diskussion netop nu, i forbindelse med at Norge prøver at blive en del af den europæiske sundhedsunions beredskabsarbejde. Det er meget vigtigt at huske på, at Norge var ekstremt heldig med at få lov at være med i det europæiske samarbejde om vacciner. Jeg tror ikke det gik op for den norske befolkning, hvor prekært det faktisk var.»
Solidariteten mellem EU-landene var noget, som blev fremhævet under pandemien, men som man ikke kan tage for givet, hvis det står til forskerne.
«Man så det ganske tydeligt, da den danske statsminister Mette Frederiksen rejste til Israel for at prøve at købe ekstra vaccinedoser til den danske befolkning. Det blev ikke modtaget positivt fra andre EU-lande. Der var nemlig en forventning om gensidig solidaritet, og det blev anset som uacceptabelt at konkurrere mod fællesskabet ved at forsøge at indgå særaftaler. Men sådan var det ikke for COVAX, hvor unilaterale aftaler med lægemiddelindustrien blev accepteret. Resultatet blev, at rige lande konkurrerede mod COVAX om de samme vaccinedoser – og det undergravede hele pointet med en fællesindkøbsmekanisme,» siger Antoine de Bengy Puyvallée.
Alligevel viste det europæiske samarbejde sig at stå stærkt under pandemien:
«Det hører med til historien, at Europa lykkedes med en solidaritet mellem de europæiske lande, som er ganske bemærkelsesværdig i historisk sammenhæng, og som man kan tage ved lære af til næste pandemi. Samtidig er det værd at bemærke, at det også til dels var på bekostning af resten af verden, som ikke har et tilsvarende stærkt regionalt samarbejde.»
Nordens selvbillede som humanitært foregangsland
I de nordiske lande har vi imidlertid et selvbillede af, at vi er humanitære foregangslande, og mange andre lande i verden deler opfattelsen af, at vi er mere generøse og solidariske over for resten af verden:
”Vi er langt mere optaget af, at vi er en del af den samme planet. Det så vi også i folkestemningen, hvor meningsmålinger viste, at nordmænd i princippet er villige til at give fra sig goder for at hjælpe andre. I praksis er det dog ikke helt så enkelt,” siger Antoine de Bengy Puyvallée, og Katerini Storeng tilføjer:
«Det er et meget vigtigt, grundlæggende princip i samfundssikkerhed, at vi skal sikre befolkningens liv og sikkerhed, men vi skal også bevare vores demokratiske værdier. Hvis vi glemmer resten af verden, så tror jeg vi glemmer, hvem vi er, og hvad vi står for i Norden. Derfor er det vigtigt at have de to spor for øje. At beskytte os selv og beskytte andre. De to ting hører sammen, men vi må finde en måde at få de to spor til ikke at modarbejde hinanden.»
Læs mere om projektet: Strategisk solidaritet: Skandinavisk vaksinediplomati under covid-19-pandemien (SCANVAX) - Senter for utvikling og miljø (uio.no)
