Halvdelen af Nordens samlede areal er dækket af skov.
Skovene huser en stor flora og fauna og er vigtige for at sikre biodiversiteten. Skovhugst er også en vigtig industri og national ressource. Samtidig kan skovene hjælpe med at beskytte klimaet.
Men alle disse ting kan ikke nødvendigvis opnås på samme tid og i samme omfang.
Hvordan skal vi forvalte skovene for at opnå alle disse fordele?
Det har Nils Droste, professor i statskundskab ved Lunds Universitet, et bud på. Han leder forskningsprojektet Greenpole, som studerer de nordiske landes skovpolitikker.
"Det nuværende paradigme i nordisk skovpolitik er frihed under ansvar. Tidligere spillede staten en meget større rolle, men det har ændret sig, og i dag lægges der stor vægt på skovejernes frihed til at forvalte skovene. Jeg mener, at dette princip om frihed under ansvar også skal være udgangspunktet for fremtidige politikker for bæredygtig skovforvaltning. At gå helt imod skovejernes interesser er hverken realistisk eller ønskværdigt for politikerne, men industrien har også et samfundsmæssigt ansvar," siger han.
Læs projektets kortlægning af to århundreders skovforvaltning i de nordiske lande.
Fra klarhugning til kontinuerligt dækkende skovbrug
I mange årtier har det været almindelig praksis i de nordiske lande at fælde skoven og derefter genplante området. Når man fælder skoven, nedbrydes det organiske materiale i jorden, og kulstof frigives. Med tiden genopbygges skovenes kulstoflagre, men det tager mellem 70 og 80 år, før der er en positiv nettoeffekt efter fældning. For biodiversiteten er effekten endnu mere ødelæggende, fordi levestederne for mange plante- og dyrearter forsvinder, når skovene fældes helt.
Ifølge Nils Droste lægger den nuværende skovforvaltningspraksis stor vægt på økonomisk produktion og integrerer ikke klima- og biodiversitetsbeskyttelse på en afbalanceret måde:
"Hvis vi vil beskytte klimaet og nå vores mål for 2030 og 2050, kan vi ikke fortsætte med at fælde skovene på den måde, vi gør nu. Skovhugst er i for høj grad optimeret til produktion af biomasse og skovprodukter."
Er løsningen at holde helt op med at fælde træer? Ikke hvis man spørger Nils Droste:
"Hvis vi lader skoven stå urørt, vil det få alvorlige konsekvenser for træproduktionen og dermed den økonomiske indkomst, der er forbundet med skovbrug. Vi er nødt til at finde en løsning, der afbalancerer flere fordele og tager hensyn til både skovejere og klimaet, men også biodiversiteten."
Vi er måske ved at se et skift fra klarhugning til kontinuerligt dækkende skovbrug. Det er en tilgang, hvor udvalgte træer fældes og ikke hele skovområder. Det holder jorden mere intakt, udleder færre drivhusgasser og bevarer levevilkårene for dyre- og plantearter.
Nils Droste peger på kontinuerligt dækkende skovbrug som en lovende vej frem, men det kommer ikke uden omkostninger:
"Udfordringen ved overgangen fra en produktionsform, der i dag er domineret af klarhugning, til kontinuert dækkende skovbrug, er de økonomiske omkostninger. Alle maskiner og al skovproduktion, fra høst til savværk, er strømlinet i retning af den nuværende produktionsmetode med klarhugning, hvor der fældes standardiserede træstammer. Hvis vi skal have mere dækningsskov i fremtiden, kræver det en strukturel ændring af produktionsfaciliteterne, og det har en økonomisk omkostning. Og spørgsmålet er, hvem der skal finansiere den omstilling. Skovindustrien eller staten?"
Finland er en pioner
I Finland viser de, at det er muligt at sikre økonomisk overskud ved at bruge alternative skovforvaltningspraksisser som kontinuerligt dækkende skovbrug. Statsejede skovbrugsselskaber har vist vejen og konverteret dele af skovbruget fra klarhugning til kontinuerligt dækkende skovbrug.
"Jeg synes, myndighederne i Finland viser vejen ved for eksempel at etablere METSO-programmet i det sydlige Finland, som hjælper skovejere med at beskytte biodiversiteten ved at betale dem en kompensation. Denne politik er videnskabeligt baseret, men under udarbejdelsen af loven blev forskellige interesser hørt, så det er et eksempel på samarbejds- og videnskabsbaseret politikudformning, som jeg finder meget lovende. Det gør det muligt at forhandle om interessekonflikter, mens politikken udarbejdes, og man kan nå frem til et bedre kompromis, før politikken overhovedet er på plads. At bringe folk sammen og basere det på videnskabelige fund er efter min mening en meget lovende måde at skabe en fremtidig bæredygtig skovpolitik på."
Projektet er en del af NordForsks tværvidenskabelige forskningsområde.
