Radikalisering er et marginalt fænomen i Norden, men de samfundsmæssige konsekvenser er store.
Spredningen af konspirationsteorier og ekstremistiske ideologier mindsker tilliden til offentlige institutioner, beslutningstagning og demokrati. I tillæg sænker det interessen for politisk deltagelse, øger frustrationen over det politiske system og skaber grobund for yderligere radikalisering.
Provokerende retorik og handlinger, som koranafbrændingerne i Sverige og Danmark er et af mange eksempler på, udfordrer vores demokratiske system, fordi de stiller spørgsmål ved grundlæggende friheder og rettigheder. Det kan være balancen mellem ytringsfrihed, retten til at demonstrere og beskyttelsen af religiøse rettigheder.
Netop det har været den røde tråd i samfundssikkerhedsprojektet Social Exclusion, Polarisation and Security in the Nordic Welfare State, som Helena Blomberg-Kroll, professor ved Helsingfors Universitet, har stået i spidsen for.
Højreekstreme grupper vinder frem
Islamofobiske og hvid-nationalistiske grupper findes i alle nordiske lande og introducerer nye typer af sikkerhedstrusler.
De højreekstreme miljøer er nemlig kendetegnet ved ofte at have lav tillid til både det omkringliggende samfund, videnskaben og at sætte spørgsmålstegn ved alment accepterede institutioner såsom politi, retsvæsen og andre myndigheder.
”Der er en orientering imod en fortolkning af samfundet, som er meget forskellig fra den alment accepterede opfattelse. Der er også ekkokamre særligt på internetfora, hvor holdninger og alternative virkelighedsopfattelser bliver spredt og forstærket,” siger Niko Pyrhönen.
En del af fjendebilledet hos de højreekstreme miljøer i Norden knytter sig til det muslimske miljø og den fremherskende holdning om, at indvandring er en trussel mod de nordiske samfund.
Stigma i muslimske miljøer
Muslimske miljøer på den anden side oplever, at det omkringliggende samfund har et negativt syn på dem, og at politiet er særligt ude efter dem på grund af stigmatiseringen af terrorisme, og fordi der er en udbredt opfattelse af, at terrorisme er knyttet til det at være aktiv i muslimske samfund.
Følelsen af stigmatisering deler mange fra muslimske miljøer, hvad enten de er troende, sekulære, har en straffedom bag sig, er pårørende til tidligere straffede eller slet ikke har noget med det kriminelle miljø at gøre.
Som et led i antiterror-bekæmpelsen har politiet haft et øget fokus på muslimske miljøer, og det har skabt grobund for følelsen af at føle sig udenfor.
”Et centralt aspekt bør være gennemsigtighed, når myndighederne laver forebyggende tiltag for at bekæmpe ekstremisme og terrorisme. Der bør være viden om og forståelse for de muslimske miljøer for at modvirke og ikke fremme radikalisering. Vores studier viser, at når man oplever, at man fejlagtigt bliver stemplet som ekstrem eller radikal på grund af sit religiøse tilhørsforhold, så svækkes tilliden til resten af samfundet, hvilket kan føre til mere radikale synspunkter. Det viser sig nemlig, at oplevelserne af fjendtlighed over for muslimer bliver brugt til at øge opslutningen til radikale, religiøse grupper,” siger Karin Creutz.
Med opblomstringen af det højreekstreme miljø på den ene side og det radikalt religiøse miljø på den anden har forskerne undersøgt, hvordan blandt andet disse grupper påvirker hinanden.
Grupperingerne opildner hinanden og bidrager til polarisering
”Vi har været interesserede i forholdet mellem højreradikale bevægelser og jihadistbevægelser, hvor der er denne teori om gensidig radikalisering. De højreradikale budskaber og myndighedernes tiltag over for muslimer kan være med til at fremme radikal tænkning og forstærke følelsen af social udstødelse. På den anden side giver jihad-bevægelsernes handlinger og retorik selvfølgelig også næring til disse såkaldte anti-jihad-bevægelser, som er islamofobiske, og som næres af frygt og had mod islam og muslimer,” siger hun.
Et centralt aspekt i dynamikken i polarisering, ekstremisme og radikalisering er hvilken type handling der får mediedækning, og hvilke reaktioner den fremkalder. Når for eksempel koraner brændes af og bliver massivt dækket i medierne, så påvirker det de muslimske samfund og forstærker følelsen af ikke at høre til, af social udstødelse og fjendtlighed.
”Vi ser også, at sådanne handlinger forstærker radikale synspunkter hos de modsatte politiske grupper, dem, der er imod det radikale højre, som ofte ikke er muslimske samfund, men snarere for eksempel venstrefløjsaktivister,” siger hun.
”Det misidentificerer også de store sikkerhedstrusler ved at placere dem i disse marginaliserede minoriteter i modsætning til de indflydelsesrige politiske grupper, som har en etableret platform, og som ofte på den ene eller anden måde er politisk tilknyttet det eksisterende system. Det er sommetider dem, der faktisk trækker i trådene, men deres aktiviteter bliver overset, mens de meget små segmenter på græsrodsniveau er godt brændstof og får en masse opmærksomhed,” siger Niko Pyrhönen.
Løsningen er dialog og tillid
Hvad kan de nordiske lande gøre for at undgå yderligere radikalisering og polarisering?
”En af de vigtigste konklusioner fra vores forskning er, at tilliden til de lokale myndigheder og lokalsamfundet er meget vigtig for at reducere spændinger og for at arbejde mod ekstremisme og radikalisering,” siger Helena Blomberg-Kroll.
Desuden kan civilsamfundsaktører understøtte dialog- og forsoningsprocesser mellem forskellige grupper i samfundet, som dialoginitiativet Timeout-Foundation i Finland og Bydelsmødrene i Danmark. Denne form for initiativer reducerer spændinger, opbygger tillid mellem grupper og styrker social sammenhængskraft ved at fremme forståelse og kommunikationen.
”Undersøgelser viser, hvor stor betydning tilliden på lokalt niveau stadig har, og det er noget, der ikke kommer af sig selv, men som bliver opbygget gennem lang tid. Derfor er pludselige politiske ændringer og forskellige former for kontrolinitiativer ikke altid de oplagte løsninger, hvis man vil forsøge at reducere spændinger og polarisering.”
