Pandemien har ramt elever over hele verden på vidt forskellig vis. I mange lande har hjemmeskole betydet, at eleverne har skullet følge med på nationale radioudsendelser eller se på statslig hjemme-tv. I Norden har den velfungerende digitale infrastruktur gjort, at hjemmeskole er en heldigital skole – hvor al kommunikation sker digitalt.
Men hvilken indvirkning har hjemmeskolen haft på skoleeleverne? På det NordForsk-finansierede forskningscenter Quality in Nordic Teaching (QUINT) har professor Marte Blikstad-Balas fra Universitetet i Oslo sammen med kolleger fra hele Norden blandt andet gennemført et stort studie med over 4.500 forældre fra hele Norge. Forældre med børn fra 1.-10 klassetrin blev bedt om at svare på en række spørgsmål om, hvilken slags undervisning deres børn har fået. Forældrene blev også spurgt om de positive sider ved hjemmeskole, og hvad der har været specielt krævende.
Under den netop overståede Arendalsuka (det norske folkemøde) præsenterede Marte Blikstad-Balas det, de ved om, hvordan pandemien og nedlukkede skoler har ramt eleverne. Og resultaterne er opsigtsvækkende.
De yngste elever har haft mindst kontakt med deres lærere
Ifølge Marte Blikstad-Balas har der været stor variation i, hvilke pædagogiske oplæg skolerne har lagt op til, og hvordan forældrene har oplevet disse. Og det er ifølge hende den vigtigste pointe fra forskningsstudiet: At hjemmeskole ikke er én ting, men har været praktiseret vidt forskelligt og fungeret forskelligt i hvert enkelt hjem:
"Der er stor variation i, hvor meget hjemmeskole eleven har haft, afhængig af hvor i landet eleverne kommer fra, og hvor meget smitte og karantæne, der har været på skolen. For nogen få har hjemmeskolen fungeret bedre end ordinær oplæring. Men for de fleste har den fungeret dårligere", indledte hun.
Hun fortsatte med at forklare, at der har været stor forskel på, hvor meget kontakt de ældste og de yngste elever har haft med deres respektive lærere:
"Vores forskning viser, at de yngste elever havde meget sjældnere kontakt med lærerne end de ældre elever: Over halvdelen af eleverne i de nederste skoletrin har haft kontakt med deres lærer maksimalt 2 - 3 gange om ugen, mange sjældnere eller aldrig. Over 50 % har med andre ord haft sjældnere kontakt med læreren end 3 gange om ugen. På de ældre klassetrin har et stort flertal af eleverne haft kontakt med læreren mindst en gang om dagen (71 %). Og det er måske ikke så mærkeligt. De ældre elever er både er dygtigere til at tage kontakt med læreren selv, ligesom vores tal viser, at de på forhånd har haft et bedre kendskab til de forskellige platforme, som skolen bruger".
Artiklen fortsætter under videoen
Jo ældre eleverne er, jo mere struktureret har skolehverdagen vært
Marte Blikstad-Balas fortalte også, at deres studie viser, at der har været forskellige krav til fremmøde:
"Vi spurgte forældrene: «I hvilken grad må eleven vise fremmøde/tilstedeværelse digitalt på en helt almindelig dag med hjemmeskole?» Det viste sig, at der er en langt større andel af elever på de mellemste og øverste trin end på de mindste trin, som skal møde op ved at logge sig ind på en fast tid hver morgen, og det ser ud til at være den mest almindelige form. På de yngste trin gælder dette bare en tredjedel, og her er det tilsyneladende nok at levere opgaver. 23 procent af de yngste elever havde således ingen kontrolrutiner, som de kunne følge."
Stor forskel i digital praksis
Et centralt aspekt under hjemmeskolen har været digitalisering. Forskningsresultaterne fra QUINT viser, at særligt den digitale praksis i tiden med hjemmeskole har været vidt forskellig og fungeret forskelligt i hvert enkelt hjem:
"Tidligere forskning viser, at digitalisering har været op til hver enkelt lærer. Nogle lærere har været meget digitale, mens andre har valgt ikke at bruge digitale værktøjer i særlig høj grad. Så selv om digitale færdigheder har været fremhævet i lærerplanen som grundlæggende færdighed siden 2006, er der altså stor forskel på lærernes digitale repertoire, fortalte Blikstad-Balas og fortsatte:
"Denne forskel i digital praksis præger også hjemmeskolen. Hvad lærerne har gjort, og hvad eleverne har gjort, har varieret både fra skole til skole, men også fra lærer til lærer. Det er sikkert ikke så mærkeligt, når man tænker på, at retningslinjerne fra myndighederne har været ganske åbne. I modsætning til en række andre lande, valgte Norge således ikke at omprioritere læreplanerne, og man sagde heller ikke, at noget var vigtigere end noget andet. Alle faglige ambitioner blev opretholdt, og eleverne skulle altså lære det samme som før - hjemmefra. Mens man i for eksempel Danmark havde en helt anderledes tilgang. Her benytter danskerne blandt andet termen «Nødundervisning» om hjemmeskole. "
Hjemmeskolen har medført høj grad af individuelt arbejde
Endelig konkluderede professor Blikstad-Balas, at hjemmeskolen har bestået af meget individuelt arbejde og krævet ekstra meget opfølgning hjemme.
"Vi ved, at ikke alle har forældre, som kan hjælpe. Og dette handler ikke kun om uddannelsesbaggrund, men også om tid og mulighed for at være sammen med eleven. Det positive ved hjemmeskolen var imidlertid, at forældrene fik større indblik i, hvad dagens skole indebærer. De oplevede at komme tættere på elevernes hverdag, og hvad eleverne mestrer, eller hvilke faglige udfordringer de har. Det mest krævende for mange forældre var at kombinere eget job med samtidig at være lærer. Flere forældre siger også, at de har fået en helt ny respekt for lærere, som er i stand til at motivere ikke bare et barn ad gangen, men en hel klasse."
Marte Blikstad-Balas understregede flere gange, at studiet ikke skal ses som en kritik af lærerne. Tværtimod har lærerne ifølge professoren gjort det, så godt de kan, i en yderst krævende situation.
"Hjemmeskolen under pandemien har på mange måder udfordret den nordiske model, hvor alle skal have de samme muligheder uafhængig af, hvad og hvor de kommer fra. Ved at sende alle hjem, har vi rokket vi ved det princip", forklarede hun.
Til sidst pegede Marte Blikstad-Balas på nogle store spørgsmål, som studiet har rejst, og som vi alle må tage stilling til:
"Hvordan sørger vi for, at alle elever får det bedst mulige skoleforløb fremadrettet uafhængig af, hvilken erfaring de har haft med hjemmeskolen? Hvordan styrker vi skolemotivationen hos dem, som har haft det ekstra krævende under hjemmeskolen? Og hvordan skal vi forholde os til det tab af læring, som vi ved, at en del elever har oplevet, uden at lade det være op til eleven eller læreren at fylde dette ”læringshul” selv? Med andre ord: Er der nogle positive erfaringer, vi kan tage med os videre fra hjemmeskolen?"
