Lyder det for godt til at være sandt? Ikke i følge forskningen.
Hvordan gør vi daginstitutioner og de første klassetrin i folkeskolen til inkluderende miljøer med kvalitetsundervisning, hvor alle føler sig hjemme? Disse to mål, som kan virke helt adskilte, går ifølge projektet Politics of Belonging: Promoting children´s belonging in educational settings across borders hånd i hånd. Barbara Piškur og det svensk-hollandske Partnering4Change-team, som deltog i Politics of Belonging, argumenterer for, at den voksende mangfoldighed i klasseværelserne kræver en mere skræddersyet undervisning i de første klassetrin.
Problemløsning i klasseværelset
Lærerne oplyser, at de i dag mangler den viden og de færdigheder, ressourcer og beføjelser, der er nødvendige for at opfylde børnenes behov og understøtte mangfoldigheden. Partnering4Change (P4C) er en samarbejdsindsats, som involverer to eksperter (en lærer og en ergoterapeut, som er eksperten fra P4C), der arbejder side om side i klasseværelset. Sammen forsøger de at finde løsninger til børn, der har problemer med at deltage i skolearbejdet og med tilhørsforholdet, fordi de fx er anderledes, kommer fra et andet land, har svært ved at koncentrere sig, ikke bliver accepteret af deres jævnaldrende eller af andre årsager.
Partnering4Change-modellen stammer fra Canada, hvor den var en stor succes. Barbara og hendes team blev imponerede og ville se, om modellen kunne fungere i forskellige kulturelle sammenhænge i daginstitution og de første klassetrin i Sverige og Holland. Undersøgelsen varede i 20 uger, hvor en ergoterapeut var i klassen en halv dag om ugen sammen med læreren. For at forenkle overgangen og forberede sig deltog ergoterapeuterne i InterVisions onlinekurser, som gav dem en indføring i uddannelsessystemet og P4C-modellen. Målet var at øge deltagelsen og fremme samtlige elevers tilhørsforhold og inklusion.
Det opnåede de ved hjælp af flere forskellige indsatser. De ændrede de fysiske og sociale omgivelser ud fra nye strategier, og så fokuserede de nok så vigtigt på løsninger, der henvendte sig til hele klassen og ikke til enkelte børn ud fra mottoet: "Hvordan kan det komme alle til gavn?
- Vi prøvede også at få børnene til at engagere sig ved at bede om forslag og anspore dem til at finde egne løsninger og desuden involvere forældrene i højere grad, forklarer Piškur.
Men hvordan adskiller P4C-modellen sig egentlig fra den nuværende praksis? Når et barn eller en gruppe børn udviser en bestemt adfærd eller har et særligt behov, bliver de taget ud af klasseværelset, så de kan blive behandlet individuelt eller som gruppe.
- Forskning viser, at børn ikke er i stand til at håndtere overgangen fra en behandlingssituation til en klassesituation. Denne tilgang skaber eksklusion ved at understrege forskellen mellem børnene og devaluere den følelse af at høre til i en gruppe, der er så vigtig, siger Piškur.
Piškur og hendes team er ikke blege for at påstå, at samarbejdsmodellen P4C er en game changer.
- Læreren og ergoterapeuten kan med deres forskellige kompetencer og erfaringer bedre overvåge og forstå, hvad der foregår i klasseværelset og sammen udarbejde strategier, som kan styrke børnenes følelse af at være en del af gruppen og dermed støtte dem til at deltage i (alle) aktiviteter og opleve inklusion, siger Piškur.
At skabe et forstående miljø
Ifølge Barbara Piškur er observationer af høj kvalitet nøglen til P4C-modellens succes.
- Det er helt afgørende, at man opfatter det øjeblik, hvor en gruppe ikke er engageret, eller hvor nogen ekskluderes eller har svært ved at deltage i skolearbejdet. Læreren eller ergoterapeuten kan derefter skride ind og forsøge at ændre omstændighederne ved hjælp af forskellige strategier, som har fokus på at ændre det sociale og fysiske miljø. Strategierne udarbejdes gennem interaktion og dialog mellem lærer og ergoterapeut og kan komme til udtryk på flere forskellige måder, siger Piškur.
De kan for eksempel tale om, hvorvidt den måde, som læreren giver instruktioner på, faktisk fungerer for hvert enkelt barn.
- Hvis man ikke kun giver verbale instruktioner, men også bruger billeder og andet, kan børn, der normalt har svært ved at følge instruktioner, forstå tingene bedre og hurtigere. Desuden kan alle børn have gavn af alternative instruktionsstrategier som denne, siger Piškur.
Ved at give instruktioner på forskellige måder sikrer man, at ingen børn bliver hægtet af. Det skaber en atmosfære, som styrker alle børnenes tilhørsforhold.
Et andet samtaleemne kan være, om den nuværende indretning af klasseværelset (som læreren har valgt) er med til at stimulere eller svække børnenes følelse af at høre til.
- Det kan være positivt at involvere børnene i at møblere om i klasseværelset og flytte borde, stole og materialer. På den måde involverer man børnene i beslutningsprocessen, og lærerne får et indblik i, hvorfor nogle af børnene ikke føler sig velkomne i klassemiljøet, forklarer Piškur.
Man kan også tage en snak om klassedynamikken, og om flere korte pauser kan være en fordel for de børn, der måske har svært ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen eller oplever visse opgaver som udfordrende.
- Vores oplevelse var, at korte, opkvikkende pauser, hvor børnene for eksempel synger og danser, gør dem mere opmærksomme og engagerede. Det hjalp dem også, når de skulle udføre mere komplekse opgaver som at skrive, forklarer Piškur.
Partnering4Change-projektet har vist sig at have meget positive effekter og gav et vigtigt indblik i, hvor stor betydning følelsen af at høre til har for børns indlæring og trivsel.
- Ja, det er meget positivt! Denne form for samarbejde mellem eksperter har mange positive synergieffekter. Både gruppen i Holland og Sverige observerede, at de børn, der i højere grad blev involveret i deres egen problemløsning, også var bedre til at sætte sig ind i deres klassekammeraters situation og tilstand. På den måde skabte man et fundament for at høre til, samtidig med at man mindskede risikoen for at blive ekskluderet fra klasseværelset. Derudover oplevede lærerne mindre stress, og de følte sig bedre klædt på til at håndtere mangfoldighed i klasseværelset, mener Piškur.
Dream team
En af solskinshistorierne var faktisk de Partnering4Change-teams, der deltog i forskningsprojektet. Både lærerne og P4C-eksperterne oplevede, at de udviklede sig til et sammentømret team.
- De gennemlevede en rejse fra en noget nervøs start, som endte med, at de følte sig som lidt af et dream team. Og sikke en rejse! Tænk på, at de først skulle forstå hinanden og derefter hinandens fagområde, og til sidst skulle de udarbejde strategier, som konstant skulle forbedres, forklarer Piškur.
I forbindelse med evalueringen udtrykte interessenter i begge lande, at det er på høje tid at skræddersy undervisningen i daginstitutioner og de første år i folkeskolen.
Og projektet har været så stor en succes, at det har fået vokseværk.
- Vi troede, at det bare skulle være en undersøgelse i lille skala i Sverige og Holland, men skolerne udtrykte så stor entusiasme, at vi besluttede os for at udvide projektet. I Sverige fortsætter implementeringen fra september i år. I Holland har vi oprettet et ph.d.-studie, og derudover gennemfører vi et nationalt implementeringsstudie, siger Piškur.
Nu spørger du måske, hvad alt det her koster? Men Piškur opfordrer os til at tænke på, hvilke fordele det kan give, hvor meget samfundet kan spare på at skabe mindre eksklusion og bedre deltagelse blandt børnene, og hvor meget det vil gavne lærernes viden og trivsel.
Ros til det nordiske samarbejde
Piškur har også rosende ord til projektorganisationen. Politics of Belonging finansieres af NordForsk, og Piškur og hendes team er meget tilfredse med opfølgningen på deres arbejde.
- Den har været fremragende! Det var første gang, at vi her i Holland har deltaget i et NordForsk-finansieret projekt, og vi er bestemt ikke skuffede.
Hun er meget begejstret over, hvor velfungerende Politics of Belonging-gruppen har været.
- Vi har samarbejdet med skandinaviske lande før, men det er første gang, vi har oplevet et så frugtbart samarbejde. På trods af, at vi har været ramt af en pandemi. Vi har fået så god støtte. Lige fra starten. Folkene fra NordForsk har hele tiden fulgt op og styrket vores team med organisatorisk og kommunikationsmæssig ekspertise. Jeg synes, at det er helt fantastisk, hvad der er muligt, når man fører forskere og andre sammen i et så intenst samarbejde. Der var rigtig mange mennesker involveret, og jeg er overrasket over, hvor godt det er gået, afslutter Piškur.
