For at opnå en vellykket grøn omstilling er ny og forskningsbaseret viden altafgørende. I dette nordisk-baltiske initiativ er der fokus på tre temaer, som alle er vigtige i arbejdet mod en grøn omstilling.
Det første tema efterlyser ny indsigt i energieffektive, robuste og bæredygtige fødevaresystemer. Det andet tema behandler vigtigheden af at inddrage kønsperspektiver i den grønne omstilling, for at den bliver retfærdig, effektiv og langtidsholdbar. Det tredje tema handler om demokratisk engagement og borgerinddragelse i den grønne omstilling.
Det kommende call fokuserer på centrale træk ved vores samfund, såsom lighed, demokratisk engagement, deltagelse og repræsentation. Desuden adresserer det et presserende behov for den nordisk-baltiske region for at finde mere energieffektive og bæredygtige fødevaresystemer. Det vil give forskere mulighed for at undersøge forskellige praksisser inden for og mellem de nordiske og baltiske regioner og gennem komparative tilgange til at identificere ligheder, forskelle, fælles udfordringer og best practices.
Det er planen at finansiere ni forskellige forskningsprojekter, og hvert projekt vil kunne søge op til 15 millioner norske kroner.