Personerne på billedet har ingen relation til indholdet i artiklen. Foto: Egil Ingebritsen / Forsvaret
I Hærafdelingen i Nordnorge traf forskerne Ulla Britt Lilleaas og Dag Ellingsen en pige, som boede på værelse med drenge, hun havde meget lidt til fælles med – de «var sånne ‘pumpegutter’ og var mest opptatt av kropp, muskler og krig», fortalte hun. En dag da hun tog en tampon fra skuffen lagde lederen af drengene mærke til det. Han henvendte sig senere på dagen til de andre drenge og sagde med høj stemme: «Ikke rart at hu er sur, hu har jo mensen.» Nogle af de andre drenge på værelset lo. Pigen valgte ikke at rapportere sagen, men fortalte det til en af drengene på den anden side af gangen. Han gik til et højere befalingsmand med sagen. Drengenes leder blev indkaldt til befalingsmanden, og dagen efter fortalte han til ‘sine drenge’, at det var en hore, som havde sladret om ham.
Ovenstående eksempel er et af flere, som forskningsprojektet Ligestilling, mangfoldighed og samfundssikkerhed har indsamlet efter en række interviews med personer ansat i forsvaret. Det viste sig hurtigt, at de tendenser til grov jargon, mobning og sexchikane, som finder sted inden for forsvaret, i høj grad også gør sig gældende i politiet, den anden arbejdsplads, som forskerne i projektet har undersøgt.
Forbavsende og bekymringsværdige fund
‘Tampongpatruljer’ og ‘knulletorsdag’ er begreber, som er blevet brugt inden for politiet, og som det NordForsk-finansierede projekt har fået kendskab til gennem adskillige interviews med folk ansat i forskellige politidistrikter i Norge. Det har resulteret i opsigtsvækkende historier om mobning og sexchikane - primært rettet mod kvinder.
Resultaterne kom i høj grad bag på projektleder Dag Ellingsen og forskningsteamet:
"Det var meningen, at politiundersøgelsen bare skulle være et biprojekt, mens vi undersøgte ligestilling inden for forsvaret, men da vi først gik i gang, viste det sig, at det bare blev mere og mere forbavsende og bekymringsværdigt. Det vi fandt ud af, troede vi aldrig, vi skulle finde, og der kom bare mere og mere,” fortæller Dag Ellingsen og fortsætter:
“Vi blev præsenteret for begrebet ‘gutteklubben grei’, som er en inderkreds bestående af mænd, og der har kvinder knapt en chance for at være med. Vi fik at høre om grov snak og klap i numsen, men vi fik også kendskab om noget endnu værre som ikke var relateret til ‘klubben’: Generel magtmisbrug og flirt med unge politikvinder blandt mænd, som var 15-20 år ældre, og som var kvindernes instruktører”.
Kritik fra flere kanter
Op til lanceringen af tiltagene kom forskergruppen i stærk modvind.
“Vi troede, det bare skulle være en intern sag inden for politiet, men der kom en kæmpe mediestorm i kølvandet på vores resultater. Nogen ville have os til at give information, som kunne røbe vores kilder, og det, som vel nok var det mest ubehagelige og overraskende ved mediestormen, var, at vi blev kritiseret offentligt af andre forskerkollegaer. De kom med en urimelig kritik, satte spørgsmålstegn ved vores resultater og beskyldte os for at have en dagsorden.”
Efter den intense mediedækning lavede politiet en intern undersøgelse, som viste tilsvarende resultater, og flere kvinder valgte også at stå frem i medierne og berettede om lignende historier, som dem, forskerne fra Ligestilling, mangfoldighed og samfundssikkerhed havde lagt frem.
Forskningen førte til ændrede regler
Afsløringerne af forholdene inden for politiet førte for nylig til, at politiet i Norge indførte nye tiltag, som skal gøre op med den usunde kultur, der er fremherskende.
Videnskabelig assistent i projektet ved OsloMet Johanna Hjertquist siger:
“Det har været utrolig spændende at være en del af forskning, som ændrer noget i samfundet. Det handler om så utrolig vigtige ting som arbejdsmiljø, og det handler om sikkerhedsarbejde. Når den interne kultur er dårlig, så bliver sikkerhedsarbejdet også dårligere. Politiet og forsvaret har et særligt ansvar, for de er rollemodeller, som mange ser op til, og da er det ekstra vigtigt at gå foran som et godt eksempel.”
Dag Ellingsen supplerer:
“Nogle gange ændrer forskningen ikke på så meget, men i det her tilfælde tror jeg på, at sexchikane ikke vil være lige så stuerent inden for politiet og forsvaret, som det har været tidligere. Men det er vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene. Selvom vi har fået sat et vigtigt tema på dagsordenen, så er det ikke givet, at den usunde kultur er slut. Norden har ry for at være verdensmestre når det kommer til ligestilling, og så får vi pludselig indblik i en arbejdskultur inden for to mandsbastioner, hvor de er mere eller mindre bagud på de her parametre.”
