Juni 2022: I Oslo skød en mand med maskinpistol mod Pride-fejrende mennesker, dræbte to og sårede mindst 21.
Februar 2015: I København angreb en mand et debatmøde og en synagoge med automatvåben og dræbte to.
En mand cyklede i 2009 og 2010 rundt i Malmö og skød mennesker med udenlandsk udseende. Han blev dømt for to drab og otte drabsforsøg.
November 2007: En 18 år gammel skoleelev skød og dræbte otte medelever og skoleansatte i Jokala, Finland.
Disse episoder er alle eksempler på voldelige hændelser, som er blevet begået i de nordiske lande. De tydeliggør vigtigheden af at forske i, hvordan de nordiske lande bedst muligt forebygger og forhindrer voldelig ekstremisme, fortæller Tore Bjørgo, som leder projektet Nordic Multiagency Approaches to Handling Extremism: Policies, Perceptions and Practices ved Center for Ekstremismeforskning (C-REX), Universitetet i Oslo. Forskere fra universitertene i Aarhus, Gøteborg, Turku og Politihøjskolen i Oslo deltog i projektet.
På Tore Bjørgos lille kontor er bagvæggen tapetseret med bøger, og forskningsområdet fornægter sig ikke blandt de utallige bogtitler på reolerne. Her er alt fra Åsne Seierstads ”To søstre” til Erlend Ofte Arntsens ”Fremmedkrigerne” og fagbøger om terrorisme, hadkriminalitet og fascisme.
Til spørgsmålet om, hvorfor ekstremismeforskning er vigtigt, lyder svaret:
”Vi er som samfund bekymret for voldelige handlinger, og vi har haft flere alvorlige tilfælde af det i Norden, begået af højreekstremister såvel som af jihadister. Vi har set, at det har skabt utryghed, mistillid og had. Terrorangrebene i Norge d. 22. juli 2011 er det mest dødelige eksempel, et andet er angrebet med en lastbil på en gade i Stockholm i 2017, og sidste år blev der ligeledes begået et skydeangreb i forbindelse med pride-fejringen i Oslo. Alt sammen er det hændelser, der har til hensigt at skabe frygt i samfundet, og som får ringvirkninger ud over selve handlingerne. Vi forsker på ekstremisme, fordi det er vigtigt at forhindre, at sådanne handlinger sker fremover, og vi må gøre det mest muligt kundskabsbaseret,” siger Tore Bjørgo.
Udveksling af information er en nøglefaktor
Forskerne i projektet har undersøgt, hvordan forskellige myndigheder såsom skole, sociale tjenester, sundhedsvæsenet og politiet samarbejder og udveksler information. Der er nemlig en grundlæggende holdning i de nordiske lande om, at ansvaret for at forhindre voldelig ekstremisme deles af mange forskellige myndigheder og organisationer. Det er ikke bare en politisag. Forebyggelsen sker på skoler, i fritidsorganisationer, menigheder, forsamlinger og i familierne. Mange har nemlig mulighed for at fange op, når en ofte ung person er på vej ind i ekstreme miljøer.
”Der er stor enighed i Norden om at tværsektorielt samarbejde er en vigtig nøgle til at begrænse voldelig ekstremisme og dens skadelighed. Der er en del ligheder mellem de nordiske landes tilgang, men der er også betydelige forskelle. Det er helt tydeligt, at den danske tilgang til samarbejde mellem instanserne er mere struktureret, vidtgående, og retningslinjerne er tydeligere end i de andre nordiske lande.”
I Norge har man ikke samme helhedsmodel for samarbejde. Den såkaldte ”SLT-modellen” (sammenslutning af lokale rus- og kriminalitetsforebyggende tiltag) findes kun i halvparten af de norske kommuner. I Danmark etablerede man SSP-samarbejdet (mellom skole, sociale tjenester og politi) allerede i 1975. Det er nu rullet ud i alle kommuner, og på toppen af SSP har man etableret «Infohus», som arbejder specielt med radikalisering og ekstremisme. I Danmark har man også en lovgivning som i langt større grad tillader udveksling af sensitiv personinformation til forebyggende formål. I Norge er sådan informationsdeling baseret på samtykke fra personen selv eller forældre, medmindre pligten til at afværge alvorlige kriminelle handlinger indtræder.
Når nu Danmark er mere vidtgående i sin forebyggelsesindsats, betyder det så, at man forhindrer flere episoder af ekstremistisk vold?
”Det kan vi ikke vide med sikkerhed, for de sager, som bliver afværget, når sjældent avisforsiderne. De største succeser er ofte de, der ikke bliver kendt i offentligheden. Vi har dog indtryk af, at man har lykkedes bedre med forebyggelse i Danmark og Norge end i Sverige, hvor der for eksempel er store problemer med bandekriminalitet. Manglende udveksling mellem myndigheder i Sverige har været en hæmsko for at komme noget af den kriminalitet til livs. De er blevet tvunget til at erkende, at de ikke i høj nok grad er lykkes med at forebygge og forhindre både bandevold og voldelig ekstremisme.”
Sverige har valgt en anden tilgang
Tore Bjørgo forklarer, at man har haft større problemer med voldelige højreekstreme miljøer, jihadisme og bandekriminalitet i Sverige, end man har haft i Norge, Finland og Danmark.
”En af forklaringerne er, at dansk og norsk politi har et stærkere forebyggende mandat. Der er påfaldende mere satsning på forebyggelse blandt politiet i Norge og Danmark, end der er i Sverige, og svensk politi sidder i mindre grad med rundt om bordet i det tværsektorielle samarbejde. Der er også højere barrierer for at udveksle information med politiet. Politiet er kommet på efterskud i Sverige, for de kommer ofte først ind i billedet, når en kriminel handling er blevet begået. Men nu ser der ud til at ske ændringer på dette område i Sverige.”
Hvorfor har man valgt den tilgang i Sverige?
”Hvis for eksempel en elev betror sig til sin lærer, så frygter mange, at det vil undergrave tilliden mellem eleven og læreren, hvis læreren rapporterer det sagte videre til politiet. Men alligevel finder vi ikke særlige forskelle mellem befolkningerne i de nordiske lande i synet på om det er legitimt at udveksle information om bekymringer for radikalisering. Tilliden til myndigheterne er generelt høj. Alligevel synes frygten for at tabe tillid på grund af informationsdeling at have ført til en mere restriktiv policy og praksis i Sverige,” siger Tore Bjørgo.
Men også i de andre nordiske lande oplever mange praktikere dilemmaet mellem at udveksle information med politiet af forebyggende formål og risikoen for at undergrave tilliden fra elever og klienter. Tavshedspligt er en vigtig værdi i alt socialt arbejde. Mange norske praktikere ønsker ikke at gå så langt med udveksling af information, som man gør i Danmark.
”Samarbejde mellem myndigheder er ikke en magisk kur mod ekstremisme, men et godt middel, og vi ser, at jo bedre det tværsektorielle samarbejde er, jo bedre kan man løse ting i fællesskab. Selvom der er forskellige tilgange i de nordiske lande, så har man overordnet set lykkedes ganske godt med mange ting. Det betyder ikke, at man ikke har haft voldelige sager særligt i Sverige, men vi har i Norden en proaktiv ideologi og praksis, som forebygger ganske mange ekstremistiske handlinger.”
